Jeg har i indlægget ”fra soldater til børn med ADHD” været kort inde på ADHD og de gavnlige resultater med mindfulness, men jeg synes det er oplagt at vende tilbage til emnet, da ADHD pt. får meget opmærksomhed i medierne, grundet overforbrug af medicinen. (jeg har lagt et link til en side, der forklare mindfulness til brug for personer med ADHD under links) Udover mindfulness gavnlige virkning på ADHD er der mange andre sygdomme, hvor mindfulness har vist sig lige så gavnlige som piller og det er blandt andet det jeg vil skrive om i dag.
Jeg er selv vokset op i en familie, hvor mælkebøttesaft og persilleafkog kom på bordet før et besøg på apoteket, så min ”skepsis” for den kemiske medicin har jeg med i bagagen. Misforstå mig ikke, medicin kan være nødvendig, men i alle tilfælde? Når man læser, hvor meget eksempelvis ADHD medicin der bliver udskrevet eller, hvis man følger Chris Macdonald’s forsøg på at få danskere til at lægge den medicin på hylden, der skal hjælpe på livsstils forskyldte sygdomme i DR programmet U-Turn, så kan man jo kun blive urolig. Jeg er begyndt at se det danske velfærdssamfund med nye øjne. Er vi et VELFÆRDSsamfund? Vi presser os selv til næstsidste dråbe, mig selv inklusiv desværre, og så går vi i gang med at lappe sammen igen. Ville det ikke være bedre aldrig at komme helt derud? Aldrig at komme derud, hvor vi skal have medicin for vores depressioner, vores diabets 2 og måske, i nogle tilfælde, undgå ADHD medicin? Jeg tager hatten af for, hvad Chris Macdonald har sat i gang og der er uden tvivl en sammenhæng mellem motion, kost og velvære. MEN jeg synes jeg har set det før og jeg kan ikke lade være med at tænke, hvad med hjernen, psyken og sindet? Hvad med alle de følelser, der er så stor en del af vores livsstilssygdomme? Kan motion og kost ændre på det?
Jeg føler selv, at jeg er forholdsvis sund med en god holdning til kost ogmotion, men jeg kan da stadig i perioder have problemer med motivering og ”finde det god frem” i hverdagen. Vores liv i dag er baseret på at præstere, vi skal hele tiden opnå noget og jeg tror mange af os halser af sted og befinder os allerede mange minutter længere fremme end vi reelt er.
Hvad er problemet med det? Vi når ikke at opdage vi ikke har lyst til kagen, vi opdager ikke, at vejrtrækningen ikke er i orden og vi opdager ikke de små ting hverdagen er fuld af som vil gøre os gladere. Vi har ingen kontakt til vores hjerne og vores mavefornemmelse og så opstår problemerne. Vores hjemmeopgave hos Anne Marie Beck i Uge #1 var blandt andet en bodyscan og lade det være sagt med det samme, jeg hadede det! Hvorfor? Fordi jeg var elendig til det! Troede jeg. Jeg fortalte om det, da vi mødtes med Anne Marie, hvor frustrerende det var at være så dårlig til at mærke min egen krop! Jeg havde uro i benene, jeg kunne ikke mærke mine egne tær! Anne Maries svar ” Så er det sådan det er, det er helt ok.” Jammen, jeg kan jo ikke mærke noget, hvordan kan det være ok? ”Så registrere du, at du ikke kan mærke noget, det er ok”. Jeg tror, at det i det øjeblik for alvor gik op for mig, hvad
det her mindfulness er for noget. Det er mit rum, hvor der ingen regler er, hvor der er plads til ikke at skulle præstere bare være og mentalt kigge på mig selv indefra. Jeg kan helt sikkert mærke virkningen af min meditation og kan nærmest sammenligne det med en god omgang oprydning eller måske fokus. Hvis en stakfuld bøger repræsenterer tanker, følelser, handlinger osv så lå de før spredt ud over gulvet og det var svært at finde fokus i virvaret, men nu er jeg ved at have fået bøgerne op på hylder og kan bedre se på dem og se dem for hvad de er. Jeg havde 14 dage omkring påske, hvor jeg havde småtravlt og min daglige meditation blev skippet. Det var en dum ide! I løbet af de 14 dage begyndte jeg at spise mere sukker, jeg syntes lige pludselig udsigten til arbejdsløshed så frygtelig ud og tankerne loopede og blev selvforstærkende- og det var desværre ikke de gode og positive. Jeg fik mig presset i gang med meditationen igen, begyndte at gå på Anne Marie’s 8 ugers kursus og guss what? Jeg har det fantastisk! Min tilgang til hverdagen er blevet markant anderledes! Jeg ser muligheder og gode udfordringer i stedet for umulige situationer. Jeg er begyndt at nyde bodyscan’s fordi jeg godt må have ”døde” tær og give mig selv muligheden for at øve kontrollen over mine tanker. Jeg har ved gud fundet ud af, at jeg elsker armbøjninger- hvem skulle have troet det?! Tænk sig, er det bare det der skal til? At lægge sig, eller sidde op, i 30 min om dagen og give mig selv lidt ”mig” tid?