Uge #4 En dag i stilhed.

Det er blevet uge 4 i, hvad jeg næsten vil kalde ”tæm dit sind” udfordringen, et 8 ugers kursus i mindfulness ved Anne Marie Beck (se hjemmesiden under links) Vi havde ”fri” i torsdags, hvor vi normalt mødes i vores gruppe, men til gengæld blev vi inviteret til at deltage i et 6 timers ”silent retreat” her i Århus. Bare ordet var nærmest angstprovokerende, 6 timer i absolut stilhed og ingen øjenkontalt!

Forholdsvis tidligt lørdag morgen begav jeg mig af sted mod udfordringen. Sent nok til at jeg følte mig vågen men åbenbart tidligt nok til, at byen stadig sov, var slående stille men bar stadig tydelig præg af en foregående festlig fredag nat. Vel ankommet til rammerne for dagens retreat var der en tydelig forventnings snikkensnakken omkring de næste mange timers stilhed. Der skulle snakkes af og tankerne omkring det, der ventede os, skulle luftes for sidste gang. Vi sagde de sidste ord, fik den sidste øjenkontakt og lod Anne Marie og Mai (Nichol) overtage. Vi fik forklaret, at dagen skulle være vores. En dag, hvor vi gav os selv lov til at være dem vi var uden at dømme eller spejle os. For at bevare fokus indad var det vigtigt at bevare stilheden og undgå øjenkontakten.  Formiddagen startede med en kort meditation for at ankomme til stedet, vænne sig til de fysiske rammer og dagens tema, selvrespekt, selvindsigt. Mai fulgte temaet med sin yoga, hvor åndedrættet i kroppen og strækket lige præcis det bestemte sted, var det afgørende. En god måde at vænne sig til de fysiske rammer, at være blandt andre men at flytte sit fokus indad og stilheden. En gående meditation, hvor hver en muskel i foden, op over benet og videre ned i næste ben og fod, endte i dagens første pause. Uden snak om oplevelser og uden øjenkontakt. Der var the, kaffe, vand, frugt og stilhed. Efter pausen fortsatte Anne Marie, hvad Mai havde påbegyndt, turen ind i sindet. Forskellige meditationer med primært fokus på kroppen og de følelser og fornemmelser der var her. Hver meditation blev afbrudt af den karakteristiske meditations klokke og vi fik muligheden for at rette til, finde en ny meditationsstilling, hvis der var behov for dette. Endnu en gang blev overgangen mellem en periode og et måltid skabt ved en gående meditation. I ekstrem slowmotion bevægede vi os nærmest i en bølge ned til frokosten, der stod og ventede. Jeg havde vænnet mig til stilheden og mærkede tydelig effekten, roen, men en gammel vane, der gerne ville kommentere den dejlige mad og hyggesnakke med de øvrige meldte sig. Det er jo normalt under maden at man mødes, samles og udveksler historier, erfaringer eller måske bare kommenterer. Vi sad i stilhed og spiste hver i sær i vores egne verdener. Maden var skøn! Det var svært ikke at sige UHMM og som en (efterfølgende naturligvis) sagde ”må jeg be’ om opskriften”. Vores frokost var lækre salater boostet med smag, dufte og synsindtryk. Sødt, surt, salt, knasende, blødt og saftigt. Grøn, rød og orange. Det var snedigt gjort det der med at pauserne også var i stilhed for på den måde blev hver en nuance i maden, hvad havde jeg mon oplevet hvis ikke jeg var overladt til mig selv og mine egne sanser? Efter en dejlig frokost oplevelse fortsatte dagen med en omgang ”forbrændings yoga” som Mai vist kaldte det. Der blev skruet lidt mere op for intensiteten og øvelserne blev lidt mere krævende uden at være besværlige eller uoverskuelige. Kroppen skulle lige i gang oven på den trods alt lette frokost. Efter yogaen tog Anne Marie igen over og med flere meditationer, med kortere eller ingen pauser imellem, bevægede vi os mod slutningen af dagen. 6 timer var gået før de overhovedet var begyndt. Vi sluttede af med at sidde to og to modsat hinanden og med armene ind under hinanden. Vi viskede stille og roligt og delte dagens oplevelser med hinanden. Lige så svært det havde været, eller måske bare tanken om, at være stille i 6 timer, lige så svært var det at bryde stilheden. Mærkværdigvis havde min start på dagen været ”nemmest”. Som gamle post-its, hvor limen er væk, så svævede mine tanker hurtigt væk. Jeg så dem, registrerede dem men så heller ikke meget mere end det. Om eftermiddagen skulle jeg fokusere mere. Jeg var afslappet men også træt og det var derfor en større udfordring at sige ”tak, men nej tak” til tankerne. Vi reflekterede over dagen og selvindsigten. Den indre ro havde fundet plads og med den følte jeg også en accept og et mere åbent sind. Der var bedre og mere positiv plads til de dele af hverdags registeret jeg før så som udfordrende.

Da vi havde reflekteret over dagens oplevelser samledes vi over the og kaffe og dejlig citrontærte. Stemningen var let og lattermild og der blev udvekslet erfaringer omkring yoga og meditation. På turen hjem var byen vågnet op og bevægede sig hastigt fra butik til butik i den ene og den anden retning. Det var mærkeligt at komme fra en hel dag i stilhed og ud i det hektiske byliv. Jeg følte mig let og rolig og passede ikke rigtig ind i mængdens bevægelser.  Det føltes som om at yogaen havde masseret alle spændinger ud af kroppen og meditationen renset og åbnet sindet. Endnu en gang må jeg erklære at yoga er mindfulness for kroppen og mindfulness er yoga for sindet. Det er bestemt ikke sidste gang jeg bevidst vælger at give snakketøjet en pause.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s