Tango eller kinddans.

Dans er måske ikke lige min stærke side. Det kan være super smukt og forførende at kigge på, men på et dansegulv er jeg altså fortabt. Men at danse er vel ikke kun en fysisk udfoldelse mellem mennesker?! det kan også være i mødet mellem andre ”puha de er tunge at danse med” kan det ikke også være med ens livssituation?!? Handler dansen ikke om at finde rytmen og vide, hvem der styrer?

Jeg har været raskmeldt fra min stresssygemelding i 5 måneder nu og føler selv jeg har gjort alt hvad jeg kunne, for at komme oven på. Jeg har forsøgt at respektere stressen, ment på den måde, at jeg har lyttet til min krop og ikke presset mig selv mere end jeg vidste jeg kunne klare. Så alt er vel fint og helt som det skal være? Jeg kan vel nu sagtens fortsætte derudad og begynde at opbygge den hverdag jeg ønsker mig? Ja og nej. Jeg har opdaget kroppens og sindets duelle lag. Det yderste lag, der er synligt med det samme og det inderste lag, som jeg bevidst eller ubevidst gemmer. Ok, lad mig forklare! I mine meditationer dukker der tanker, følelser og fornemmelser op, hvor jeg har lært at forholde mig til dem uden at lade mig hvirvle ind i dem, men jeg har opdaget, at jeg også gemmer på et ekstra lag af følelser, fornemmelser og tanker. Et lag, som jeg af forskellige årsager ikke helt har lyst til at møde, men dybest set godt ved er der. Men, hvis de ligger og ulmer under det yderste lag, hvor virkningsfyldt vil min yoga eller meditationspraksis så være?

Jeg døjer stadig med en vejrtrækning, der føles som om den sidder fast i halsen og brystet. Det er helt sikkert indbildning for jeg kan se mavens bevægelser når jeg trækker vejret, men følelsen er altså at vejrtrækningen ikke er særlig god eller rar. Umiddelbart burde der måske ringe en alarmklokke, men jeg har accepteret, at jeg har været syg med stress og mit til tide besværede åndedræt er nok bare et slags ar, der bliver mindre med tiden. Nej, ikke helt rigtigt! Vi skulle i weekenden (på yogaskolen)lære om åndedrættet og forskellige måder at bruge det på under yoga og meditation. Første øvelse var en meditation med fokus på åndedrættet. Vi lagde en aflang yogapude på langs af måtten et foldet tæppe som pude og et foldet tæppe under numsen, så overgangen mellem krop og ben ikke blev for brat. Da vi først lå ned, med skuldrene smeltende ned over puden, fik vi også tæpper over os. Vi lå rolige og afslappede i det smukke lyse rum på en solskins søndag morgen. Vi trak vejret fra maven og op i brystet. Udåndede gennem brystet og ned igennem maven. Det blev for mig en ret intens oplevelse! Det føltes mere og mere som om at åndedrættet sad fast i halsen, jeg fik voldsom kvalme og på et tidspunkt føltes det som om at området fra halsen, op over kravebenet og ud til skuldrene var fuldstændig spændt op og jeg var ved at blive kvalt. Jeg var nødt til at afbryde meditationen og gå ud af lokalet! Jeg indrømmer gerne, at jeg ikke er bange for at knibe en lille tåre, men den strøm jeg oplevede herefter var så kraftfuld, som jeg aldrig har oplevet før og det fortsatte i flere timer, der var virkelig blevet sat skub i noget! Jeg snakkede med vores lærer, Simon, om det efterfølgende. Jeg forstod virkelig ikke hvad der var sket og samtidig med var jeg så frustreret over ikke at have kontrol over min vejrtrækning. Jeg er jo ikke stresset…! Hvorfor kan jeg så ikke trække vejret? Det vigtigst jeg tog med fra den snak var ”du kan ikke snyde din krop” ment på den måde, at hvis den reagerer med, at jeg ikke kan trække vejret, så er det fordi den reagerer på en situation som den finder stressende. Det var tydeligt for mig, jeg var røget ud af takt i dansen mellem krop og sind. I mit hoved var der ingen stress, ingen fare på færde, men min krop mærkede tydeligvis noget andet. Jeg har det bedst med at være i gang, men jeg har da opdaget, hvor vigtigt det er at huske alle lagene af bevidsthed i krop og sind også dem der fortæller mig de ting jeg ikke har lyst til at høre så som, brems op jeg er træt eller sæt farten ned du kan ikke holde til det her! Det er jo frygteligt, hvorfor ikke lytte efter?  Derfor bliver stressen også en lumsk dansepartner. Stille og roligt fortaber man sig mere og mere i dens trin og i flowet og glemmer at lytte til kroppens musik og takter. Selvom det var en hård og intens oplevelse satte den som sagt også skub i nogle ting og det har været godt at blive mindet om, at jeg er nødt til at lære dansen mellem krop og sind bedre at kende. Jeg føler på ingen måder, at jeg er på vej ned med stress igen, tvært i mod, så jeg det mere som endnu et skridt nærmer på at lære mig selv, mit sind og min krop bedre at kende. Jeg skal ikke bare lade mig nøjes med at leve i det yderste lag, jeg er nødt til at kunne bevæge mig imellem lagene og se i øjnene, hvad der er af signaler også selvom det betyder jeg skal gå fra tango til kinddans.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s