Når vi alle bliver munke…

20130730-100738.jpg

En god veninde faldt over artiklen ”Når vi alle bliver munke” i Weekendavisen (12/7-13). Artiklen er skrevet af Lone Frank, der noget nuanceløst, hvis du spørg mig, beskriver buddhistisk meditation som et quick fix i form af mindfulness, der ifølge hende selv og til dels hendes kilder, langt fra er evidensbaseret og muligvis bare en fiks pengemaskine der lidt happy go lucky agtig snyder folk raske eller hvis det går helt skidt bare gør dem mere syge.

Jeg synes faktisk artiklen var spændende! Ikke fordi jeg nødvendigvis er enig med hendes synspunkter, men fordi jeg synes det er spændende at man kan være så fyldt med fordomme og have alle parader oppe. Det er helt sikkert vigtigt at have sin sunde fornuft med sig, men hvor er nuancerne, hvor er balancen?

Lad mig fortælle en lille historie fra det virkelige liv.  Min far var en af de første zoneterapeuter her hjemme og da han startede sin klinik i 1973 arbejdede han primært om aftenen. Hans patienter ønskede nemlig ikke, at andre skulle vide, at de gik til zoneterapi! De var altså flove over at få alternativ behandling, men hvorfor hvis deres behandlinger virkede? I 2005 blev RAB zoneterapeuter godkendt af det danske sundhedssystem som behandlere. 30 år gik der og på trods af godkendelsen bliver der stadig tvivlet på effekten af behandlingerne. Det er klart, at med mange forskellige behandlere, vil der også være forskellige tilgange, fortolkninger og naturligvis talent. Derfor ja, så kan du modtage behandlinger, der ikke synes at hjælpe. Men er det ikke, hvad man må forvente når vi snakker om mennesker? Vi er jo ikke ens. Vi har ikke samme værdier, talenter og opfattelse af verden omkring os og derfor vil der vel også være forskel på de behandlere vi finder frem til?

Vender jeg nu tilbage til artiklen kan jeg kun tænke, historien gentager sig. Lone Frank skriver i sin artikel ”…den moderne hjerneforskning har gang i en hed flirt med buddhismen.” og senere ”Hvad er det, der sker?” Jeg kan jo ikke lade være med at tænke, hvad er hun bange for? De ”onde” buddhistiske munke, der kommer og overtager vores så fantastiske vestlige liv? Er hun i virkeligheden bange for ”det fremmede”? Anne Harrington, videnskabshistoriker fra Harvard, bliver citeret ”På den anden side er selv den moderne vestlige livsform kommet til at stå for os som det, der gør os syge.” Jeg kan jo godt blive forvirret. Er det da ikke det? Er det ikke vores stræben efter hele tiden at nå vores mål, realisere os i form af alle vores spændende interesser og projekter og så i øvrigt at få tid til karriere og det generelle perfekte liv, der giver os søvnløse nætter?

Jeg forstår artiklens skepsis på ét punkt, at meditation eller længerevarende stilhed kan have negativ påvirkning. Jeg har aldrig selv oplevet det, men har hørt flere omtale det med stor respekt. Jeg har selv kun prøvet en enkelt dag i stilhed, hvilket var ganske fint, men jeg kan sagtens forestille mig, at mange dage eller måske uger ville være en udfordring jeg ikke ville have lyst til at tage op. For mit eget vedkommende blev jeg meget sensitiv og mange dage med det ville ikke være godt for mig. På samme måde som man ikke vil anbefale en svært stresset person løbe et maraton, så beder man jo heller ikke personen sætte sig ned i 60 minutter day one og kigge på sine tanker. Det skal bygges op og jeg er stadig af den overbevisning, med en dygtig vejleder ved din side, så burde risici for en depression være minimal.

Hvor der er mennesker vil der også altid være risici. Vi har alle hver vores opfattelse af tingene og nogle ser sig selv som fantastiske behandlere, vejledere, individer osv. og andre er måske mere ærbødige. Nogle rider på bølgen og tager hvad de kan få af succesen og andre forholder sig mere afholdende. Når noget er populært vil man altid risikere, at der kan blive dyrket rovdrift og helt ærligt har jeg selv til tider, hvor jeg tænker ”Mindfulness mig her og mindfulness mig der. Mindfulness alle vegne!” men er det ikke sådan det er? Vil alle ikke have et bid af kagen? Det betyder vel ikke, at det som grundform er en slags ond virus, der er kommet for at invadere vores smukke og perfekte liv? Men måske mere et udtryk for, at det er blevet så populært at der efterhånden er lidt for mange meninger og nye retninger at forholde sig til?

Martijn van Beek, der studerer buddhismens indmarch i vestlig neuroforskning, bliver citeret for at sige ”… man har opfyldt snart sagt alle forbrugsbehov, men mangler stadig noget – noget mere.” Det er tydeligvist forskelligt, hvordan mindfulness og meditation betragtes, men for mig handler mindfulness mere om noget mindre og i stedet for et quick fix er det blevet en hjælp til at nuancere mine tanker og udvide mine horisonter. Jeg er gået fra at leve i mit hoved til at leve i livet. Jeg sidder tilbage og tænker, hvordan ville en buddhist se på dette? Er der ikke mere til buddhismen end meditation?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s