My own, my precious.

For en tid har jeg skiftet de vante rammer i byen ud med kernefamilielivet på landet. Jeg skal vænne mig til at være omgivet af grin og gråd, skrig og latter, spørgsmål og atter flere spørgsmål. Balancen i hverdagen har fundet sin udfordrer og behovet for den daglige dosis meditation er om mulig større end nogen sinde før. At være omgivet af mennesker og at ”være på” fra øjenene åbnes om morgenen til de igen lukkes om aftenen skaber for mig et endnu større behov for at trække mig tilbage og bare at være. Ikke at skulle andet end bare at lægge mærke til det, der er. Genfinde roen, genfinde balancen. Men livet kræver pt mere end det, så hvordan genfinder jeg balancen i de nye rammer?

 

Det har været en udfordrende start at skulle sige ”jeg smutter lige ind for mig selv”, for lets face it, der er jo hele tiden noget, der kan gøres, hjælpes til med. Men hvorfor er det egentlig så svært at forære sig selv den pause? For mig er meditation en måde at få renset tavlen, finde ind bag mine tanker, ind til mig selv, så ved at forære mig selv tiden forærer jeg forhåbentlig også mine omgivelser mere overskud og nærvær. Så er det ikke, hvad man vil kalde en win, win situation?

 

Fuldstændig at droppe at meditere er en blindgyde for mig, men i stedet har jeg lært, at jeg kan være nødt til at planlægge lidt mere. Det kan eksempelvis betyde, at jeg har 3 dage med ”kun” 10 el. 20 minutters meditationer og så dage, hvor jeg kan tage en længere. Jeg plejer at sige, at det handler om at tage sig tiden til det men, hvis der kun er 10 minutter at tage af, så er det sådan det er og det er trods alt bedre end ingen tid!

 

Udover at være bevidst om, hvor vigtig det er at tage tiden til meditationerne, så er jeg også blevet opmærksom på dagens mange muligheder for at opleve nuet. Muligheder, hvor jeg prøver at værdsætte de rolige stunder, der nærmest bare skriger på nærværet og opmærksomheden. Når jeg i starten cyklede hjemad, var det i højt tempo og afsted forbi landskabet uden egentlig helt at lægge mærke til det. Jeg var fanget som fluen i flasken, der bare susede afsted. Men det er nu blevet fast rutine, at det lille sidste stykke af turen nydes i fulde drag. Jeg mærker vinden mod huden, lyden i øret, hestenes vrinsken, ser skyernes formationer, lader landets mange dufte blande sig i mine næsebor og nyder bare de sidste minutter jeg har helt for mig selv. Det er blevet mit frirum, my own, my precious!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.