Det er okay!

Kender du det, når man vågner og automatisk har en sang på hjernen?

Forleden morgen var det, Det’ den dejligste morgen i hundrede år…. uden rigtig at lytte til ordene, bare nyde solen, tiden og udsigten til en arbejdsdag med dejlige events, søde mennesker og god ro til at få sat flueben på den efterhånden lange to do liste!

Hele dagen hørte jeg sangen, og da jeg kom hjem, begyndte jeg at lytte til ordene … og jeg lever….. Det trykkede på en mental knap, og tårerne trillede.

Den seneste halvanden uge har været en følelsesmæssig rutsjebanetur galore! Fra chok til accept. Fra accept til afmagt. Fra afmagt til frygt. Fra frygt til accept, tilbage til frygt og så videre – lettere forvirrende!

Et lille ord fra lægen satte gang i hele reaktionen, vi frygter, du har kræft.

Hvordan pokker forholder man sig lige til det? Jeg er da ikke syg! Eller er jeg? Jeg var i følelsesmæssig limbo. Rent rationelt kunne jeg acceptere at sådan var det og uanset hvad var der ikke noget jeg kunne gøre. Men det ændrede ikke på at der opstod en rent føle-fest overload.

Jeg mestre efterhånden at kunne balancere i mine tanker og følelser, tillade at de er der, uden at blive overmandet. Man kan vist godt sige, vi er blevet ret så fine venner, mine tanker, følelser og jeg.

Men her stod jeg i ukendt farvand. Mit følelsesmæssige tæppe blev revet væk under mig, og jeg var pokkers bange for at falde og ikke at komme op igen. Jeg glemte tilliden til mig selv og mine oparbejdede evne til at passe på mig selv.

Jeg hørte mig selv sige, slap nu af dramaqueen, du er her jo stadig, det er bare et ord, der er intet, der er sikkert. Men er der en ting jeg har lært, så er det at acceptere og respektere de følelser, der nu engang er. De er der af en grund, og det er okay! Det er så nemt at blive hård, men det hjælper ikke.

Når der er tanker eller følelser, jeg ikke forstår, så skriver jeg, reflekterer gennem ord-, og det kan anbefales! Følelsen er måske ubehagelig og uhåndterbar, MEN budskabet var klokkeklar: jeg havde noget på spil!

Livet, alt det og alle dem jeg elsker. Jeg har noget, jeg er bange for at miste og det var noget, jeg kunne forholde mig til! Dramaqueen eller ej. Alvorlig sygdom eller ej. Alt var usikkert, og det reagerede jeg på.

Da jeg først forstod følelserne, kunne jeg bedre acceptere, at de var der og på den måde, fyldte de mindre – de var okay!

De foreløbige undersøgelser peger heldigvis på, at alt formentlig er ok. Jeg og vi slap med forskrækkelsen. Det var bare et ord… og jeg lever… og har tænkt mig at leve mere – med tankerne, følelserne og alt det imellem for det er okay ❤️

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s