Jeg startede “TheBalanceInMind” i februar 2013 som en blog, hvor jeg ville forsøge at navigere rundt i en verden af mindfulness og yoga. Jeg havde ingen planer om, hvad det skulle ende med, men det blev lidt af en rejse!

Her er, hvad jeg skrev i februar 2013:

Yoga og mindfulness er to begreber, der får mere og mere opmærksomhed. Stress blev, som for mange andre, min mulighed for at stifte bekendtskab med disse to begreber og en start på en opdagelsesrejse ind i sindet og kroppen. Denne blog skal ikke handle om mig og min situation og hvordan andre ”bør” gøre. Alle situationer er forskellige og jeg har ikke (… endnu i hvert fald…) nogen uddannelse inden for disse begreber og derfor heller ikke viden til at sige sådan er det, det jeg ved, er ud fra ”learning by doing” og min interesse og nysgerrighed for emnerne.

Formålet med min blog er, at lave et bibliotek for den viden jeg finder frem til om yoga og Mindfulness. Det er gamle begreber, der er blevet genoptaget som en pendant til vores travle verden. På trods af de to begrebers stadig større popularitet og anerkendelse, så spøger skepcisen stadig hos mange. Selvom stadig flere byder disse nye begreber velkommen, så er det til en vis grad også endnu forbundet med en del mystik og en lidt sort/hvid optik; Det er ikke noget for mig, for det virker nok kun hvis man er vegetar… eller Det der religion, det er ikke lige mig… (hverken yoga eller Mindfulness er religiøse retninger!) Ej, er det ikke lidt besværligt…?  Skal man så sidde stille i skrædderstilling i flere timer, det har jeg ikke tid til…! Det er alt for dyrt, det har jeg ikke råd til… Osv, osv.

Jeg havde det nok også selv lidt på samme måde inden jeg startede, fordi den info jeg havde fundet var skrevet af meget dedikerede mennesker, der måske havde lidt tendens til at få enten yoga og/eller mindfulness til at fremstå som en slags mentallykkepille, der ville give mig det perfekte liv, hvis jeg fulgte helt præcise regler eller livsfilosofier.

For nogle mennesker er det her blevet så vigtig en del af deres liv, at de i mit syn glemmer balancen i livet. Ikke balance som at skabe en statisk ligevægt imellem ydrepunkterne men mere en konstant vippen uden at få overbalance. For mig består livet ikke kun af sort-hvid, men af en vifte af nuancer. Det er her det er vigtigt at lære at skabe balancen mellem udfordringerne på godt og ondt. Hvis man hele tiden befinder sig i den ene ende, hvad lærer man så? Hvis man ikke tør begive sig ud, hvor det vipper, hvad oplever man så? For mig er yoga og mindfulness ikke et spørgsmål om sort eller hvid eller et perfekt liv (det findes jo ikke!), det er nærmere indbegrebet af nuancerne. Hvad der funger for mig passer ikke ind i dit liv og omvendt. Jeg er ikke tilhænger af for rigide systemer og kasser, hvor vi mennesker prøver at presse os ind i. Derfor passer det heller ikke ind i mit liv at sige jeg laver yoga og mindfulness flere timer om dagen hver dag (lidt groft skåret ud, men du forstår nok pointen) nogle dage bliver det til 10 min om morgnen og 20 min om aftenen og yogaen måske kun fordi jeg ikke kan sove og har behov for at finde roen i kroppen. Andre dage kunne jeg have lyst til at fortsætte hele dagen. Måske bliver det mere intenst og regelmæssigt i takt med erfaringen, men for mig er det ikke et mål i sig selv (det gir sig selv at øvelse gør mester, så du får det ud af det du lægger af energi i det). Det er vel bedre med lidt, men noget der er overskueligt at gøre hver dag. For mig er balancen i yoga og mindfulness også at kunne mærke, hvornår der er behov for at skabe roen, mærke kroppen og hvor meget der er behov for. Man kan jo få apps, der minder en om, at huske sin meditation. For nogen kan det sikkert være en stor støtte, måske bare som en start, men ja igen ikke for mig.

Jeg håber, at jeg med min nye blog kan få Yoga og Mindfulness afmystificeret igennem indlæg og kommentarer til artikler og hvad jeg ellers falder over i min nysgerrige søgen på viden. Jeg ønsker at vise, at Mindfulness og yoga handler om at skabe en balance i krop og sind, der passer til lige netop den man er og hvad man ønsker.Falder jeg over spændende mennesker, workshops, bøger og lignende, så kommer det naturligvis med her! Nu glæder jeg mig bare til at komme i gang med at fylde på, for jeg har så mange ideer, der bare presser på for at komme ud…

X Jeanette